Vodroff Tværgade 5B 1. sal, 1909 Frederiksberg

Telefon: 40 25 91 56 mail: vivihollaender@gmail.com​​

"GAMMELJOMFRUER"

Klumme fra konsultationen.
Sexolog Vivi Hollænder
Fra magasinet ” Tidens Kvinder”


Hun er midt 30érne. Smuk, tjekket og sexet at se på. Hun virker skarp og intelligent – og helt bestemt som en kvinde, som mange mænd ville ønske at kurtisere.


Der er bare det problem, at mænd som potentielle partnere aldrig har interesseret hende - ej heller kvinder for den sags skyld. I det hele taget har sex og kæresterier ikke haft plads i hendes bevidsthed – før nu.


Jo bevares, hun har onaneret i ny og næ, når kroppen har krævet sit, men lysten til at dele sin seksualitet med andre, har hun ikke mærket hidtil.


Hendes liv har været fyldt af helt andre gøremål og interesser. Fra hun var ganske ung vidste hun, at hun ville være forsker og det var biologien, der havde hendes interesse. Hun arbejdede sig målrettet gennem uddannelsessystemet og fik opfyldt sine ambitioner. Arbejdet og forskningen har opslugt hende helt og hun har ikke følt savn efter andet.


I ungdomsårene, hvor veninderne gik op i drenge, sex og forelskelser, fandt hun sin lidenskab i bøgerne og studiet. Som hun siger: Der var ingen hormoner, der rørte sig i mig og jeg forstod ærligt talt ikke alt det postyr. I mine øjne var sex både opreklameret og overflødigt – medmindre man ville formere sig, selvfølgelig – jeg er trods alt biolog, tilføjer hun med et grin.


Nu skulle man tro, at hun var kommet til mig i håb om at finde den manglende sexlyst. Men, nej – det problem havde en ganske særlig mand løst. For første gang i sit liv oplevede hun forelskelsen og den var overvældende. Heldigvis var den også gengældt. Alle hendes slumrende hormoner var vakt til live og lysten til at dele bord og ikke mindst seng med ham var stærkt påtrængende.

Der var bare det lille men, at hun følte sig alt for uerfaren og usikker i forhold til sin alder og hun var ikke meget for at indrømme sin jomfrustatus for sin udkårne, før de havde haft sex sammen nogle gange. Hun var bange for at det ville skræmme ham væk. Den vurdering kan man være enig eller uenig i, men det var hendes valg og det var gennemtænkt, så selvfølgelig skulle det respekteres.


Så det, hun ønskede af mig var helt basal seksualundervisning. Og det fik hun naturligvis. Jeg fandt de remedier frem, som jeg bruger i undervisningen af unge. Især den flotte naturtro penis af silicone var interessant. Sådan en havde hun aldrig håndteret før – hverken en kunstig eller en levende. Det udviklede sig til en ganske munter forestilling, hvor hun spurgte og jeg fortalte og demonstrerede så langt som min blufærdighed tillod. Bagefter følte hun sig mere fortrolig med det hidtil ukendte mandeorgan og hun havde fået grundig instruks i anatomien og de følsomme steder. Hun var fast besluttet på, at den skulle indtages både manuelt, vaginalt og oralt. Der var meget, der skulle indhentes og det kunne kun gå for langsomt.


Jeg nåede også, at vise hende billeder af en mængde forskellige penisser. Det var jo ikke til at vide om kærestens udstyr kunne leve op til mit kunstige pragteksemplar. Som biolog havde hun stor forståelse for naturens variationer, så hun lod sig ikke afskrække af de forskellige størrelser, farver og krumninger.


Hun gik herfra fuld af gå-på-mod og lovede at give en tilbagemelding, når den teoretiske undervisning var afprøvet i praksis og jeg glæder mig til at høre om resultatet.
De fleste vil sikker mene, at voksne jomfruer er et særsyn. Det er de ikke i min praksis. Begge køn er repræsenteret og nogle af dem er højt oppe i årene. Der kan være forskellige årsager og problemstillinger knyttet til deres manglende seksuelle debut, men fælles for dem alle er, at de tror sig alene i verden. Det er de ikke.

Vil du læse mere? Tilbage til sexologens klummer her​

Vælg din sexolog med omhu!