Vodroff Tværgade 5B 1. sal, 1909 Frederiksberg

Telefon: 40 25 91 56 mail: vivihollaender@gmail.com​​

DE FIK HJÆLP HOS SEXOLOGEN

Interview med sexolog Vivi Hollænders og 2 af hendes klienter

Har været publiceret i Tidens Kvinder, Q og BT.

Sendte sexlivet til eftersyn hos sexologen

Det kan være grænseoverskridende at få sit sexliv tjekket efter i sømmene af en sexolog, men for Lars og Sus reddede det deres forhold, der havde mistet den seksuelle gnist. Berøringsøvelser og samlejeforbud forvandlede dem til to nyforelskede teenagere.


Lars og Sus har været sammen i 15 år og har to små børn sammen, men i sengen var de blevet som fremmede for hinanden. De havde kun sex fire-fem gange om året, og det var næsten kun i ferierne.


- Når vi endelig havde sex, føltes det akavet, det var en pligt, der bare skulle overstås. Jeg gjorde det udelukkende for at dulme den dårlige samvittighed over for Lars. Min lyst var næsten helt væk, og hvis den endelig stak snuden frem, kunne jeg lynhurtigt undertrykke den igen, siger Sus.


Lars forsøgte at følge alle de gode råd om, hvordan man giver sin kvinde lyst. Han tog sin del af husarbejdet og huskede komplimenter og blomster. Men det gjorde bare nederlagene større, når Sus gang på gang alligevel afviste ham. Efterhånden havde han vænnet sig til at klare trykket på egen hånd, men det blev mere og mere sjældent, han havde brug for det.


- Min sexlyst døde ud. Jeg følte mig mindre og mindre som mand, og min seksuelle selvtillid havnede på nulpunktet, da jeg var blevet afvist tilstrækkeligt mange gange, siger Lars. I sommerferien sidste år kulminerede hele situationen. Lars og Sus havde begge to en forventning om, at de skulle have sex, når de var fri for dagligdagens pligter.


- Men da vi lå der i sengen, kunne vi slet ikke finde ud af at røre ved hinanden, vi var som to fremmede, der var kommet alt for langt bort fra hinanden. Lars kunne ikke få rejsning, og jeg begyndte at græde, siger Sus. Det var den oplevelse, der åbnede deres øjne for, at de blev nødt til at tage en samtale om deres forhold, hvis de skulle have en fremtid sammen. De savnede begge intimiteten og det nærvær, som sexlivet tidligere gav dem. Derfor søgte de hjælp hos sexolog Vivi Hollænder.


- Hold op, hvor var jeg nervøs første gang! Jeg skulle tale om sex med et vildtfremmed menneske, og det var sindssygt grænseoverskridende at være i behandling for sin seksualitet. I mine øjne var det kun noget for de syge og perverse, siger Sus.


Sexlivet skal plejes

De blev dog hurtigt trygge ved sexologen og fik øjnene op for, at deres forventninger til deres sexliv slet ikke stemte overens med deres prioriteringer i hverdagen.


- Vi havde en idé om, at lysten til sex ville indfinde sig på samme måde som i begyndelsen af forholdet. Men vi havde fyldt vores liv op med børn, karriere og fritidsinteresser oveni, så når vi endelig havde fri fra gøremål og pligter, faldt vi døde om på sofaen, siger Lars.


Når han ville nusse, var Sus bange for, at han ville have sex, og så trak hun sig væk. Det fik Lars til at føle sig afvist, og efterhånden holdt han op med at kysse og kramme, og så følte Sus sig utiltrækkende. Til sidst rørte de slet ikke ved hinanden.


Sexolog Vivi Hollænder gav dem besked på, at de skulle sætte tid af til deres sexliv, i første omgang til sensualitetsøvelser to gange to timer om ugen.


- Jeg var skeptisk i starten. På den ene side glædede jeg mig til øvelserne, og på den anden syntes jeg, at det var noget underligt kunstigt noget at skulle sætte tid af til at være sammen. Og det viste sig faktisk at være det sværeste af det hele, at finde tiden. Der begyndte det rigtigt at gå op for mig, hvor meget vi havde forsømt hinanden og vores parforhold, siger Sus.

Som spændte teenagere

Sexologen gav dem samlejeforbud, så de kunne lære at kærtegne hinanden, uden at det skulle føre til sex. Spillereglerne var, at de ikke måtte tale sammen imensførst bagefter.


- Vi følte os som to spændte teenagere den første gang. Vi satte dæmpet musik på, tændte stearinlys og tog et langt varmt bad, hvor vi sæbede hinanden ind. Allerede der begyndte stemningen at indfinde sig. Vi havde helt glemt, hvor dejligt det var. Jeg fik rejsning, men Sus havde fået at vide, at hun skulle ignorere den – og det gjorde hun. Til min store ærgrelse – dengang, siger Lars. De blev instrueret i at massere og kærtegne hinanden på en `egoistisk` måde. Et af formålene med øvelsen var, at de begge skulle lære at give og tage imod.


- Det var svært for mig at skulle tænke på min egen nydelse, når jeg kærtegnede Sus i starten. Jeg var vant til mest at tænke på, at det skulle være godt for hende. Men det var en helt fantastisk oplevelse. Tanken om at det, Sus gjorde for mig, var noget hun selv kunne lide, tændte mig vildt. At jeg ikke behøvede at bekymre mig om, at hun måske kun gjorde det for mig skyld, var en enorm befrielse, siger Lars.


Sus nikker – det var også helt nyt for hende. Hun fik serveret Lars` krop og kunne gå på opdagelse helt for sin egen nydelses skyld.


- Det ophidsede mig på en måde, som jeg ikke før havde kendt. Og jeg fandt hans `hemmelige tændingsknapper`, tilføjer hun med et skælmsk sideblik til ægtemanden.

På forbudte veje

Det var ikke kun seksuelt, Lars og Sus kom tættere på hinanden. Samlejeforbudet betød, at der ikke var et forventningspres på dem, så de kunne åbne op for hinanden.


- Et stort savn efter nærhed og omsorg væltede op i mig. Al den længsel efter Lars, som jeg havde fortrængt de senere år, blev pludselig nærværende. Jeg begyndte bare at hulke af sorg og glæde på én gang. Lars lagde bare armene om mig og lod mig græde ud. Det var som om, en stor tung sten lettede fra mit bryst – puuh, hvor var det godt, siger Sus.


Efter en måned kom de til en ny samtale hos seologen, og de `fik lov` til at udvide øvelserne, så de nu måtte berøre hele kroppen, også kønsdelene. De lærte at være mindre målrettede mod orgasmen og trække nydelsen ud.

- Der gik ikke så lang tid, før vi ikke kunne holde os i skindet længere, vi `snød` og havde samleje. Det var sgu’ sjovt. Vi opførte os som et par teenagere, der var på forbudte veje – det gjorde det vist ekstra frækt, siger Lars.


- Og jeg rødmede som en skolepige, da jeg tilstod `forbrydelsen` hos Vivi. Men vi var også som nyforelskede teenagere igen på det tidspunkt, griner Sus.


- Det er vi da stadig, indskyder Lars og kigger forelsket på sin kone, der igen får lidt ekstra farve i kinderne.

Årligt serviceeftersyn

Efterhånden som Sus og Lars genfandt deres fortrolighed, satte Vivi Hollænder dem til at arbejde med fantasier og opfordrede dem til at overraske hinanden.

- Det var en helt ny verden, der åbnede sig for os, og hvis nogen for et år siden havde sagt til mig, at jeg kunne være så fri og føle mig så sexet, som jeg gør i dag, ville jeg ikke have troet dem, siger Sus.

Der går nu ikke en dag, uden at de kysser og krammer, og stemningen derhjemme er blevet meget mere harmonisk. Det smitter også af på børnene, der virker gladere og tryggere nu, hvor Sus og Lars ikke vrisser så meget ad hinanden.


- Selvfølgelig er der perioder, hvor der er lidt stilstand, men det gør os ikke længere usikre på hinanden, for vi har lært, hvordan vi finder sammen igen. Vi har fået en uundværlig forståelse for hinandens måder at reagere på, så vi er blevet meget bedre til at bære over med og tilgive hinanden. Vi føler os sikre på vores fælles kærlighed, også når der falder finker af panden, siger Lars.


Vivi Hollænders input med berøringsøvelser og samlejeforbud har hjulpet Sus og Lars til at genfinde deres fortrolighed. Og den er de ikke bange for at miste igen. Alligevel har de aftalt, at det ikke er sidste gang, de har været til sexolog.


- Vi har besluttet, at vores forhold skal have et årligt serviceeftersyn. Vi vil ikke risikere at falde tilbage i de gamle mønstre. Og tanken om at vi kommer til tjek en gang om året, er med til at holde os til ilden, siger Sus.


Når I har ondt i parforholdet

Sexolog Vivi Hollænder fortæller

- Et af de typiske problemer er, at den ene part i en periode har mindre lyst til sex end den anden. Det kan der være mange grunde til: stress, store begivenheder (f.eks. en fødsel), hormonelle ændringer, sygdom og visse former for medicin. Mange forventer, at lysten skal vende tilbage ud af det blå, eller at det er partnerens ansvar at give dem lysten tilbage. Det er det ikke. Det kræver bevidst arbejde at få lysten op til overfl aden og erotikken tilbage i bevidstheden. Tænk på sex, lad jer inspirere af erotisk litteratur og billeder, find ud af, hvad der tænder, dyrk fantasierne – og frem for alt: Onanér så flittigt som muligt.


Er det et vedvarende problem, at der er forskel på lysten, føler den ene part i forholdet sig konstant utilfredsstillet eller har lyster, der afviger meget fra partnerens, er der oftest tale om tungere problemer, der kræver samtaler hos en sexolog eller terapeut med speciale i seksuelle problemer. Det kan f.eks. være, at den manglende lyst bunder i noget dybere. Det kan være, at der allerede i barndommen er grundlagt en holdning til, at `pæne piger ikke har lyst til sex`, og at man som voksen derfor har problemer med at anerkende sin lyst. Det kan også være ubehagelige seksuelle oplevelser tidligere i livet, der har skabt en modvilje mod sex, eller det kan være det seksuelle samspil med partneren, der ikke fungerer.


Lyt til hinanden!

- Sexologen kan hjælpe med at finde ind til problemets kerne. Tit møder folk op med et symptom på, at der er noget galt, og ved nærmere eftersyn viser det sig, at problemet bunder i noget helt andet. Når først dette andet er kommet frem i lyset, kan man begynde at gøre noget ved det.


I mange parforhold går der hårdknude i sexlivet, fordi begge parter tror, at de ved, hvad den anden ønsker og mener. De har glemt at lytte til hinanden. Når den ene siger ét, hører den anden noget andet. Her er det sexologens opgave at hjælpe med at få sat ord på de budskaber, som parret har til hinanden. Ofte skal der gøres en indsats i form af hjemmeøvelser og opgaver. Øvelserne afhænger selvfølgelig af, hvilket problem det drejer sig om, men som regel er det meget effektivt.


Der findes ganske få offentlige sexologiske klinikker, så her er ventetid, og de private sexologer skal have betaling. Det kan være en af grundene til, at mange venter med at bede om hjælp, og bagefter ærgrer sig over, at de er kommet så langt ud, at det hele er gået i hårdknude. Som regel skal der ikke nær så mange samtaler til, som folk forestiller sig. Måske kun én, hvis problemet ikke bunder dybt, og parforholdet ellers er velfungerende. Tager man fat på problemerne, når de opstår, ved man, hvordan de skal tackles og kan gøre noget ved dem, inden de vokser sig for store.


Ikke alle parforhold kan reddes med terapi. I løbet af samtalerne går det måske op for parterne, at de er så langt fra hinanden og har så forskellige forventninger og ønsker til sexlivet, at de vil blive lykkeligere hver for sig. I de tilfælde kan sexologen være en støtte og vejleder, så parret kan skilles på en værdig og respektfuld måde uden at såre og nedgøre hinanden.


Hold lysten ved lige gennem hele parforholdet

I starten af parforholdet

Hvis I pludselig opdager, at I har mindre sex, end I havde i begyndelsen, er det helt naturligt og normalt. Det er typisk sådan, at den ene part har mere lyst til sex end den anden, og det skal der også være plads til i perioder.


I er flyttet sammen/der er gået et par år

Når man er flyttet sammen, flyder dagene pludselig sammen, og den ene dag ligner den anden. Husk at blive ved med at være kærester! Hvis I har svært ved at komme ud af huset, så prøv at lave kærestedage, hvor I skiftes til at lave dates for den anden (og det er ikke tilladt at aflyse). Husk de dybe samtaler og sørg for at få nogle gode oplevelser sammen.


Der er gået 5-7 år

Nu skal der arbejdes lidt mere for at få gnisten frem. Hvis en af jer begynder at miste lysten til sex, så gør noget ved det med det samme. Spørg dig selv: `Hvad er det, jeg i virkeligheden savner`? `Tænder jeg stadig på min mand/kvinde, tænder jeg på andre mænd/kvinder`?


Tal om, hvad det er, I savner i jeres parforhold, og hvis I ikke kan det, så opsøg en parterapeut eller sexolog for at hjælpe samtalen på vej. Det er aldrig for sent at tage sit parforhold til servicetjek.


Der er gået 10-15 år

Begynd at arbejde aktivt med at udvikle jeres seksualitet sammen. Prøv f.eks. at dyrke tantra sammen, eller lær at give hinanden en erotisk massage. Det giver jer mulighed for at lære at være sammen seksuelt på en hel ny måde og få mere intimitet ind i jeres forhold. Vær også opmærksom på at gøre noget ekstra ud af forspillet.


Husk også at holde kroppen ved lige, hvis du ikke har lavet knibeøvelser før, så gå målrettet i gang nu. Mænd får lettere ved at holde deres seksualitet ved lige, når de styrker deres bækkenbundsmuskler. Det er altså ikke kun kvinder, der skal lave knibeøvelser.


I har været sammen `altid`

Hormonproduktionen falder med alderen, og det kan påvirke jer begge. I kan have sværere ved at blive ophidsede, og det kan nedsætte følsomheden i kønsorganerne. Samtidig kan kvinden også få problemer med at blive våd, også selv om hun er ophidset. Da hendes slimhinder samtidig bliver tyndere med alderen, kan det komme til at gøre ondt at have sex. Som med så mange andre ting i livet, så holder man sig bedst i form ved at være aktiv. Al forskning tyder faktisk på, at den bedste måde at holde aldersbetingede forandringer fra døren, er ved at have et aktivt sexliv. Hvis du, f.eks. i forbindelse med overgangsalderen ikke længere bliver våd nok, kan du evt. få et lokalvirkende hormonpræparat hos lægen eller bruge glidecreme.

TILBAGE TIL ARTIKLER

Vælg din sexolog med omhu!