Vodroff Tværgade 5B 1. sal, 1909 Frederiksberg

Telefon: 40 25 91 56 mail: vivihollaender@gmail.com​​

MIN KÆRESTE HAR HAFT SEX MED MÆND

Kære brevkasse​

Jeg har en skøn mand, som på alle områder opfylder alle mine seksuelle ønsker. Han er fræk, ligefrem og på alle måder med på samtlige fantasier og forslag, jeg kunne tænke mig.
Han er seksuelt meget erfaren – har prøvet en masse og har eksperimenteret en del med sin seksualitet, før han mødte mig.

Vi har nu været sammen i fire år, og alt går egentlig godt. Vi taler åbent sammen om alting, og det er rigtig godt. Men nogle gange medfører denne ærlighed, at der kommer nogle ting frem, som kræver lidt mere end en almindelig rødvinssnak.


For et par uger siden fortalte han – under en åbenhjertig snak efter et par flasker rødvin – at han også tænder på sex med andre mænd. Altså ikke at have parforhold til dem, men ren sex. Det er noget, han har dyrket før min tid, men lysten er der stadig. Det er dog ikke noget, han handler på – siger han.


Jeg blev temmelig overrasket over at høre om denne side af ham, for han er meget maskulin. Og vi har trods alt været sammen i nogle år, uden at han har fortalt det. Det forklarer han med, at han var nervøs for min reaktion.


Egentlig synes jeg, det er fint, at han er så åben over for at udforske sin seksualitet, og skulle han endelig være mig utro, ville jeg hellere have, at det var med en mand end med en anden kvinde.


Teknisk set er han vel biseksuel – eller kan han mon være bøsse ”i skjul”? Og er det noget, jeg bør være opmærksom på ifht., at vi altså bor sammen og har et barn på vej?


Håber på svar.
Susanne, Greve

Kære Susanne​

Jeg tror ikke du skal være bange for at din mand er bøsse i skjul. Mange flere mænd, end man umiddelbart tror, tænder på selve den seksuelle akt mellem 2 mænd, men føler sig ikke tiltrukket af mænd som sådan. Groft sagt tænder de på pikken, men ikke på resten af manden. De finder det ophidsende at få en pik til at sprøjte eller selv få udløsning ved hjælp af en anden mand.

Pikken og ejakulationen er en slags fetich, som giver et ekstra kick, og det hænger ikke sammen med deres maskulinitet.

Af en eller anden grund er det ikke nær så acceptabelt for mænd at have den slags lyster, som det er for kvinder.

Pigesex bliver generelt betragtet som ok – og tilmed lidt pikant - og 2 piger kan sagtens have sex sammen, uden vi betvivler deres kvindelighed eller lyst til mænd. Mændene må gå lidt mere stille dørene, fordi de straks bliver mistænkt for at være skabsbøsser.

Vi skal være varsomme med at putte os selv og andre i alt for snævre kasser. Vi kan have vores primære præferencer rettet med det ene eller det andet køn, men de færreste er 100% hetero eller homoseksuelle. Nogle udlever deres seksualitet med begge køn – andre kun med det ene, men de fleste oplever en eller anden form for seksuel tiltrækning af dem begge. Om ikke andet så i fantasier eller drømme.

I jeres tilfælde er det positivt, at I kan tale åbent og uden fordømmelse og bebrejdelser. Bliv ved med det. Rigtig utroskab er der først tale om, hvis din mand går bag om ryggen på dig og dyrker sine lyster i hemmelighed. Hvis han har tillid til, at han kan fortælle dig, når lysten til mandesex trænger sig på, kan I finde kompromiserne i fællesskab og undgå fortielser, skam og mistillid.

De kærligste hilsner
Sexolog Vivi Hollænder

Har du lyst til at læse flere spørgsmål?

Tilbage til sexologens brevkasse