Vodroff Tværgade 5B 1. sal, 1909 Frederiksberg

Telefon: 40 25 91 56 mail: vivihollaender@gmail.com​​

HJÆLP - HAN MISTER REJSNINGEN!

Hej Vivi​

Jeg har et stort problem, jeg mødte min forlovede for 7 år siden i en alder af kun 16 år..Det er kæmpe kærlighed, og vi havde egentlig tænkt os at vente med at have sex til vi blev gift, men nu da vi bor sammen smuttede den altså en dag.. Min forlovede har altid haft meget let ved rejsning, også længe selvom der aldrig er sket noget.. Men nu da vi endelig har fået hul på "bylden" så vil den gud hjælpe mig ikke andet end et par minutter af gangen.. Tror kun vi har gennemført et helt samleje 10 gange eller noget.. 2 gange ud af 3 så falder den sammen inden i mig.. Det er meget irriterende, og man kan ikke lade være med at tænke om det er mig der er noget galt med..

Min egen teori er at det kan skyldes at vi begge var meget nervøse og at det gjorde meget ondt på mig første gang, og at han allerede der mistede lysten ved at se smerten og nervøsiteten på mig.. Tror måske det hænger ved, at han er bange for at miste rejsningen og fokuserer for meget på det? Ellers ved jeg ikke hvad det skulle være? Ved ikke om man kan kalde det impotens når det virker perfekt nogen gange, og delvist andre gange?

Håber du har nogen gode råd, eller en forklaring til mig.

Venligst fra S

Kære S

Ja, det lyder som din kæreste er ramt af en alvorlig præstationsangst.

I 7 år har I undertrykt jeres lyst til hinanden og forbundet samleje med noget der var ”forbudt” og skulle undgås. 

Derudover var der nervøsiteten og angsten for at gøre dig ondt. Der er ikke noget at sige til, at det tager pippet fra en ung uerfaren mand.

Under de omstændigheder er det næsten dømt til at mislykkes. Erektionen er ikke underlagt viljens kontrol og den påvirkes af psykologiske faktorer som nervøsitet, stress og angst.

Din kæreste har brug for at vænne sig til at det fremover er tilladt at have sex og ikke mindst nyde det. Han har brug for visheden om, at du også nyder det og at det er naturligt og ok, at han mister rejsningen ind i mellem.

Så længe han er bange for at miste rejsningen midt i det hele, vil den også svigte ham. Det er en ond cirkel, som er utrolig svær at bryde og måske kan I få brug for lidt professionel hjælp til at få den brudt.

Men giv det først noget tid, hvor I fokuserer på at få tryghed og accept ind i jeres sexliv. Brug masser af tid på at kærtegne og tilfredsstille hinanden uden forventning om samleje. Lad tingene udvikle sig stille og roligt, tag presset om at skulle præstere fra hans skuldre og giv hans underbevidsthed tid til at vænne sig til, at det som han før brugte meget energi på at undertrykke, nu er tilladt.

Kærligst Vivi

Vivi

Har du lyst til at læse flere spørgsmål?

Tilbage til sexologens brevkasse​

Vælg din sexolog med omhu!